Jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg ville kunne lide at beskæftige mig med blomster, planter og des lignende, men det hårde havearbejde såsom græsklipning, fjernelse af ukrudt, rivning af blade … har jeg derimod ikke følt var min kop te. På Frøya fik jeg så en grund på knap 5000 m2, hvor jeg kunne prøve mine fornemmelser og følelser af, og det gik faktisk over al forventning - jeg elskede at rode med alt, der involverede havearbejde.
Jeg var jo ikke klar over, hvordan haven så ud under sneen, da vi flyttede herop, så jeg bestemte mig for at eksperimentere med at drive blomster frem, som kunne lyse op i haven, hvis der nu ikke var mange farver. Jeg var så heldig, at der var et drivhus, hvilket umiddelbart skulle lette frøsåningen, spireperioden og væksten, men da det på grund af kulden først var muligt at benytte drivhuset fra maj, og da mange af frøene skulle sås i marts-april, ja så begyndte jeg inden døre. Tro mig, der var potter og krukker overalt, indtil jeg samlede dem i et hyldestativ, som blev placeret i entreen, hvor der var gulvvarme.
Til min store irritation spirede frøene ikke allerede næste dag, men lod vente ret så længe på sig. Stor var min begejstring dog, da de første grønne farver viste sig, og pludselig havde jeg så mange spirende planter, der skulle plantes over i større beholdere, at hele drivhuset blev godt fyldt op. Selv om der var mange planter, var det dog lykkedes mig at få taget livet af temmelig en del - det var trods alt mit første forsøg - og der døde flere hen ad vejen.
Hvad der dog tog knækken på ret så mange, og udviklingsmæssigt satte et lige så stort antal tilbage, var, at jeg i slutningen af maj satte alle planterne udenfor. Vejret havde da været strålende i en uge, og planterne stortrivedes i de følgende uger, hvor det gode vejr fortsatte. Men pludselig i juni sank nattemperaturen til 5 grader, og inden det gik op for mig, hvor koldt det reelt var, var skaden sket. Det betød, at det blomsterflor, jeg havde troet skulle vælde ud over Frøya, ikke blev en realitet. Bevares, der fremkom både blomster og planter, men slet ikke i de mængder, som jeg havde forventet og en del kom først i august.
Og så viste det sig, at jeg ikke kunne lide mange af planterne. De røde og gule blomster, som jeg troede ville lyse dejligt op, passede ikke ind i omgivelserne, og de blev i stedet en irritation at se på. Derfor smed jeg hen ad vejen en del af dem ud. Hvad der derimod klædte Frøya var hvide, rosa og blå farver, så det var dem, jeg vil eksperimentere videre med.
Norge er delt op i kuldezoner med 1 som det varmeste og 8 som det koldeste. Frøya ligger i zone 6, hvilket betyder, at der er forholdsvis mange blomster og planter, som ikke kan gro på stedet. Derfor skulle jeg huske at undersøge, om de planter, jeg gerne ville have, var egnet til stedet. Man bruger muligvis også ordet i Danmark, men jeg hørte først udtrykket hærdning heroppe. Det betyder, at planter først skal tilvænnes klimaet, før de bliver plantet ud. Derfor er det en dårlig ide at købe planter hos en planteskole, der befinder sig i en lavere kuldezone end én selv, da der er stor chance for, at de ikke vil overleve.
Planteskolerne i vores område var alle beliggende nogle hundrede meter lavere end Frøya og dermed i en lavere kuldezone. Kit og Liv, Frøyas ejere, havde i årenes løb brugt mange penge på at købe planter, og det var kun et fåtal af dem, der overlevede. Det bestemte jeg ikke skulle ske for mig. Derfor bestilte jeg roser på internettet fra en højere kuldezone, da jeg så var sikker på, at de var hærdet. Det var nemlig roser, jeg blev helt pjattet med. Indrømmet, udvalget af sorter, der kan klare sig i zone 6, er begrænset, men så måtte jeg jo vælge ud fra de mulige. Jeg startede dog i det små med blot 5 forskellige sorter, men alle blev valgt nøje ud til det sted, hvor de nu står plantet, dvs. der blev taget hensyn til duft, farve, højde, bredde, vindforhold ….
Desværre nåede jeg ikke at se roserne i fuldt flor, da vi flyttede forinden.
